Hjem » Historiske artikler » Artikler » Taterbakken i 1870-årene
 

"Taterbakken" i 1870-årene

Peder Carl William Blichfeldt (1817-1892) ble fogd i Bamble i 1861. Han hadde da sin bolig i Brevik, men flyttet i 1873 til Skien. I en kort periode bodde familien på Søndre Brekke, men kjøpte snart hus i Taterbakken.


blichfeldtBlichfeldt og frue Philippa 
f. Finne, hadde fire barn. Den yngste var Benedichte, født i Skien 1873. Hun ble senere gift med den danske professoren Age Friis, og bosatte seg i Danmark. "Bene", som hun ble kalt til daglig, skrev på sine eldre dager sine "erindringer". Vi gjengir deler av disse erindringene i den språkform hun selv benyttet, sterkt preget av mange års opphold i Danmark:

"...Paa Toppen af en tredie Bakke "Taterbakken" laa mine Forældres Hjem fra min tidlige Barndom. Der var den gang mange omstreifende "Tatere" allevegne i Byerne; de hidsede Fantassien og blev beskyldt for mangt og meget, ikke mindst for Tyverier. I denne Bakke har der vel engang været et særlig Tilholdssted for slig en Bande. Vort Hus var en meget gammel Bygning, jeg ved ikke hvor gammel, men alle de mange underlige Trapper og Krinkelkroge og "Kot" var ikke fra vor Tid. Og der var saa mange Værelser og underlige Rum, saa en kunde gaa sig helt borti dem, naar en ikke var kjendt. Min far havde været nødt til at købe denne gamle Gaard, da han ikke kunde faa andet passende Logi til Bolig og til Fogedkontor med Fogedarkiv. Nedenunder i Stueetagen var der paa den ene Side af Indgangsdøren en 2-Værelsers Lejlighed med Butikk, hvor Jomfru Sjerke solgte Sukker og Mel og Gryn og dejlige Sukkerstænger og Saakager, som jeg endnu kan huske smagte af Skuffe, og allerførst og fornemmelig "kogt" Sukker som jeg troer var Affald af Puddersukker, der blev opvarmet paa en særlig Maade og lagt på store Fade og hvælvet du, naar det var koldt og saa hugget op og solgt i stor eller smaa Stykker. Aldrig har nogenslags Konfekt smagt mig saa vidunderlig som "kogt Sukker", aldrig har noget synes mig saa gyldengult som det. Jeg har altid længtet efter at smage det igjen, men jeg troer ikke det laves mer — desværre!

Foruden den sjerkske Lejlighed med mange mystiske Udenomsrum fandtes der store og mindre Værelser nedenunder, sommetider var disse udlejede til en anden Familie, sommetider brugtes de til Kontorer og Soveværelse for min Far, det skiftedes lidt, for til Tider havde Far Kontorer paa Loftet. Alt skiftede forresten stadig i dettmærkelige skrumlede Hus, et sært Hus, som vi beboede, indtil det med det meste af Skiens By gikk op i Luer i Sommeren 1886.

I 2den Etage havde vi en riktig Lejlghed; vi kom fra Trappen ind i en stor Entre, fra den husker jeg særlig Rullegardinerne med Billeder fra danske Herregaarde, som optog mig meget. Fra Entreen førte store Fløjdøre paa begge Sider ind til hver sit mæktige Værelse, hvoraf det ene altid beholdt sine Dagligstuemøbler med Rødt Reps med det traditionelle store runde Bord midt i Stuen med Stole omkring, og ved Væggen midt mot Vinduernstod en Sofa med et ovalt Bord foran; paa den Sofa sov min Mor sin Middagssøvn.

Indenfor den store Stue, ud mot Gaarden, var en rædsom grim Spisestue med brunmalede Møbler, som vi altid var lidt skamfulde over. Saa kom et mæktigt Køkken med stort Baal paa Komfuret. Ved siden af Køkkenet et stort Soveværelse. I det hele tatt blev Værelserne stadig byttet om i Brug, det var egentlig ikke hyggelig! Og i uger midt paa den dejligste Sommertid blev der malet Gulve i to af Stuernhvert Aar; da blev der atter flyttet om, og i 6 uger skulde Gulvene staa og tørre og enda hang Fødderne altid i den første Tid.taterbakken

Udenfor Entredøren gikk en ubeskrivelig snørklet Trappe, belgmørk og uhyggelig, op til Loftsetagen, hvor Fars Fogedkontor til Tider var beliggende — til Tider var det altsaa i nederste Etage. At lægge et offentlig Kontor op paa et Loft med en saa brandfarlig og uhyggelig Adgang staar for mig som en Gaade; det hændte da ogsaa flere Gange, at Pengekassen og Fogedarkivet maatte bæres ned paa Gaden, hvis der var Ildebrand nogenlunde Nærheden, og det var ikke saa sjældent.

Der oppe paa Loftet var foruden Kontoret min Brors Værelse og saa Pigeværelset, et mistrøstig Rum til 2 Piger, uhyre nødtørftig udstyret og med Jernstenger for Vinduet (der havde engang boet en sindssyg Mand) og


forresten var det heller ikke nogen at kigge efter, for Vinduet vendte ud mot Skorstenen paa Nabohuset.

Huset havde ingen Have, men en Gaardsplads med Grus og en liden Stribe Græs med nogen smaa Birketrær paa; der var min enlige Legeplads, egentlig hyggelig var der ikke, for der hørtes underlige Lyde fra Gaarden ved Siden af; det var en Fattiggaaard, hvor ber bl.a. to sindssyge eller idiotiske Brødre, der skreg op i en forunderlig Tonarthelt umotiveret og umudulert; og Mænd kom døddrukne hjem, og Kvinder skændtes.

Udover Gaardspladsen gikk der, baade i ste og 2den Sals Højde, en Slags Svalegang, hvoraf den øverste ble brugt som Altan om Somrene. Den nederste gikk udenfor de primitive WC' er, Vedboden, Madboden og Rulleboden.

Udgangen fra Gaarden var et stort Portrum, hvor der hang Masser af "Brandspande" af tykt Lærred; det var jo betryggende! Ved Siden af Porten, i en liden ligesom Portnerbolig, boede tilleje en fordrukken Skomager, som pryglede sin Kone, naar han var fuld. De husede undertiden omrejsende Skuespillere, som sov i store Ølkassen; det var vel nok spændende for mig. Skomageren skulde, naar han ikke havde rede Penge, betale med Fodtøj, og det er sikkert dettFodtøj som har ødelagt mine Fødder, for de var altid enten for store eller for smaa, med på skulde de."

Etter bybrannen i 1886 hvor dette huset ble flammenes rov, flyttet fogd Blichfeldt med familie til "Haven" på Falkum. Han døde i 1892, hans kone Philippa døde i 1915. Deres eneste sønn Frederik Peder f. 1862 kom rundt 1900 til Søndre Falkum som han da leide av den daværende eieren Jacob Aasoldsen Aasland. I 1915 ble han eier av gården som senere er mest kjent som "Blichfeldtgården". Blichfeldt-familien var eier av Søndre Falkum til 1983.

Thorbjørn Wahlstrøm